Grandts. Media & Beyond | V. 11.0.1 – 2019
Image default
Artikler Featured Wordpress Sider

Reinvent yourself!

Reinvent yourself!

 

Når du tænker på dit potentiale, vil jeg anbefale dig at tænke på Pinocchio. Kan du huske ham? Det er ham med: »Der er ingen bånd, der binder mig!« Vi er alle hæmmet af vores selvbegrænsninger. Vi gentager en vanefortælling for os selv, om hvad vi ikke kan eller dur til, og det er altid umådeligt svært at komme ud af rillen. Jeg forestiller mig altid disse selvbegrænsninger som de snore, som styrer marionetten Pinocchio. Det er først, da han får klippet snorene over, at han selv kan bestemme sin fremtid. Og det er vel meningen med livet: I så høj grad som muligt at få kontrol over den del af dit liv, som du kan kontrollere.

Et typisk eksempel på en selvbegrænsning er, at en person igen og igen fortæller mig, at han er indadvendt. Sådan har han opfattet sig selv i årtier. Det overrasker mig, da jeg faktisk snarere opfatter ham som udadvendt. Forklaringen er, at han i 30 år har ageret som »professionelt ekstrovert«, og faktisk er han dermed blevet udadvendt – men hans egen opfattelse og beskrivelse er ikke fulgt med tiden.

I dit liv er der også mange eksempler på vraggods eller drivtømmer fra fortiden, og kun ved at klippe snorene kan du fremstå tidssvarende og robust.

At efterlade noget af din personlige eller professionelle identitet er hårdt. Der er tale om et kærlighedsdrab. Så hvorfor er det nu nødvendigt? Svaret er, at for at udvikle dig i takt med dine livsfaser er det nødvendigt for dig at ændre din selvopfattelse. Så når du er blevet rigtig god til noget, så er det på tide at ændre spillereglerne!

Jeg har læst tusindvis af CVer, som er bygget op over en fremskrivning af fortiden – hvor skabelonen er uændret siden ungdommen og indholdet derfor uinteressant. Du kan ikke forlænge jorden med planker. Du er nødt til at skifte perspektiv – til at se dit liv ud fra fremtiden.

Det gælder om at dekonstruere for at rekonstruere. Nogle af de udviklingsområder, du har haft, har du rigeligt kompenseret for, så de er ikke længere begrænsninger. I stedet bør du stille nye krav til dig selv, for omverdenen stiller selvfølgelig nye krav til dig i takt med, at du udvikler dig. Omverdenens krav til dig udvikler sig bare uafhængigt af, og nogle gange hurtigere end, din egen udvikling og modenhed. Din væsentligste begrænsning ligger i din mentale model – hvad du selv tror er muligt og umuligt.

Winston Churchill sagde: »Historien vil være flink ved mig. Jeg har tænkt mig at skrive den«. På samme måde kan du tage kontrol over dit liv og blive din egen historieskriver. Du kan fremskrive forskellige versioner af dig selv: Version 1.0, Version 2.0, Version 3.0 … og så kan du allerede nu forestille dig, hvordan Version 7.0 skal se ud. Du kan finde dit styrende princip; den ledetråd, der forbinder de forskellige faser i dit liv. Ét er sikkert: På et tidspunkt i dit liv vil du opleve er stærkt behov for at genopfinde dig selv.

I dette opgør med dit selvbillede må du ikke lyve – mindst af alt over for dig selv. For de fleste af os er det fristende at fordreje sandheden lidt for at opnå anerkendelse. Men så længe, du søger andres anerkendelse, så er du på vildspor.

Du er nødt til at definere dine egne mål og leve op til dine egne målsætninger. Et godt eksempel er, at hvis du hver morgen begynder med at besvare de mails, der er kommet ind i løbet af natten, så har du allerede sluppet styrepinden. Så har du jo allerede accepteret andres dagsordener!

I stedet for at søge anerkendelse skal du kæmpe for at finde ud af, hvad der giver dig dyb tilfredsstillelse. Bestræb dig på hele tiden at være en del af noget, som er en del af noget større. Det kan være hvad som helst, f.eks. kunst, kvantefysik, opdragelse, biologi, ledelse, løb. Derefter skal du kæmpe noget mere for at komme til at leve af det. Det er svært, og undervejs skal du uden tvivl opgive ting, der tidligere har været meget vigtige for dig. Men husk, der er ikke tale om at ofre noget – der er tale om at træffe eksistentielle valg for at opnå dit personlige gennembrud – og dét giver dyb tilfredsstillelse!

 

 

Related posts

english.grandts.com

John Grandt

Breakdown af grandts.com

John Grandt

www.grandts.net

John Grandt

Skriv en kommentar

Read previous post:
english.grandts.com

ENGLISH.GRANDTS.COM SSL er en forkortelse for Secure Sockeys Layer. SSL er en standard sikkerhedsteknologi, som gør det muligt at etablere...

Close